Prøvemedlemmer optages hvert år fra den 15. april, hvor vi kender årets udmeldinger, der giver plads til nye, idet vi maksimalt er og kan være 150 medlemmer i klubben.
Indmeldelse skal ske ved brug af denne mailadresse INDMELD@Aalborghavkajak.dk og optagelse sker i år efter først til mølle i perioden fra den 15. april til den 11. juni af hensyn til de planlagte intromøder.
Ved indmeldelse skal oplyses navn, adresse, fødselsdag og år (ddmmåååå), telefonnummer, mailadresse og havkajakbevis vedhæftes i en fil.
MEDLEMSKAB
Herunder kan du læse om hvad vi forventer af nye medlemmer, indmeldelsesforløbet og hvad du kan forvente af det obligatoriske intromøde.
Alle er velkomne i Aalborg Havkajak Klub, fra den nye roer der er nysgerrig på at lære at ro havkajak, til den erfarne roer, der mestrer roteknikken.
Vi forsøger at imødekomme den enkeltes motivation for at tilmelde sig klubben og tilpasse vores aktiviteter herefter, hvad enten det er for at deltage i workshops og blive bedre til teknikker, for de sociale aspekter, eller om det er at have et sikkerhedsnet, når man er på tur.
Hvis du ikke kan finde den information om medlemskab du efterspørger, kan du sende en mail til indmeld@aalborghavkajak.dk så vil du efterfølgende høre fra os.
FORUDSÆTNING for medlemskab
Du skal have gennemført et EPP2/IPP2 Havkajak kursus eller DGI Havkajakroer 1 kursus for at blive medlem i Aalborg Havkajak Klub.
Dansk Kano og Kajak Forbund har defineret følgende minimumsfærdigheder for kajakroere. Dette er ikke en komplet liste, men et minimum, som alle i egen interesse bør kunne leve op til:
- Du skal kunne styre kajakken uden om forhindringer og væk fra farer.
- Du skal kunne komme ud og fri af den kajak du ror i.
- Du skal kunne udføre selvredning – det vil sige kunne komme op i kajakken igen på åbent vand.
- Du skal kunne gennemføre en makkerredning – det vil sige på åbent vand kunne hjælpe din makker eller andre op i sin kajak.
ØKONOMI
- Det årlige kontingent fastsættes på generalforsamlingen og udgør p.t. kr. 800/år.
- Ved indmeldelse betales tillige et engangsgebyr kr. 50 for en adgangsbrik til klubbens faciliteter.
FORLØB
Når medlemsoplysningerne er godkendt, fremsendes betalingsoplysninger og efter betalingen er modtaget modtager du oplysninger om introforløbet. Du optages som PRØVEMEDLEM, hvilket bekræftes på mail.
PRØVEMEDLEM
Som prøvemedlem skal du deltage i èt af de nævnte intromøder og SKAL være friroet senest den 31. august, hvorefter du registreres som endeligt medlem, alternativt slettes prøvemedlemskabet.
INTROMØDE
Nye medlemmer i Aalborg Havkajak Klub skal som det første deltage i vores obligatoriske intromøde, før de kommer på vandet.
Vi afholder i år 2 intromøder hhv. den 15. maj og den 12. juni kl. 19 i vores foreningshus i Vestre Fjordpark.
Vores mål er, at alle får en positiv oplevelse ved deres opstart i Aalborg Havkajak Klub, og selvfølgelig at blive friroet inden for rimelig tid – dog senest den 31. august, samt nå at møde medlemmerne og at lære klubben at kende.
På intromøderne bliver nye medlemmer introduceret til klubben herunder følgende emner:
FRIRONING
Som prøvemedlem skal du friros, hvilket fordrer, at du deltager i min. 5 frironingsture med en samlet distance på min. 50 km.
På disse frironingsture er det obligatorisk at vise sin selv- og makkerredning.
KLUBKULTUR
- Vi hjælper og hilser på hinanden.
- Klubben er afhængig af frivilligt arbejde, så giv en hånd med hvor du kan.
KAJAKDEPOTET og klubbens materiel
- Brug af nøglebrik til kajakdepotet samt info om udlevering af nøglebrik.
- Klubbens havkajakker og håndtering af dem.
- Sikkerhedsudstyr: redningsveste, pumpe, pagajflyder, sprayskirt m.m.
FARVAND omkring Aalborg og vejrforhold
- Generelt om Limfjorden
- Sejlrende, indsejlinger, andre både/færge og øvrige opmærksomhedspunkter.
- Fjorden bugter sig, herunder gode råd til at placere sig korrekt på fjorden.
- Strøm- og vindforhold.
- Gode apps til at holde øje med vejret.
Introduktion til ROKORT
- Booking af havkajakker.
- Til- og afmelding af ture.
- Oprettelse af ture.
- Vigtigheden af at registrere sine ture på www.aalborghavkajakklub.rokort.dk INDEN man går på vandet.
PÅKLÆDNING og pakning af havkajakken
- Vejledning i hvornår der anbefales brug af våddragt, tørdragt, sommerbeklædning m.m.
- Pakkeliste og inspiration til hvad man bør have med på tur.
KLUBTURE og WORKSHOPS
- Frironingsture
- Klubture
- Workshops på vandet (teknik, balance, selv- og makkerredninger m.m.)
- Deltagerkrav og sværhedsgrader